Marketing er mange ting
Sådan lyder i Stofas TV kampagne. Vi genkender den karakteristiske og alt for smarte marketingmand, som en type vi møder i enhver marketingafdeling. Men er marketing nu også mange ting? Er marketing i virkeligheden ikke bare et spørgsmål om at skabe synlighed, differentiering og emotionel commitment?
Stofas reklamekampagne opfylder alle tre ting.
Marketing skal være synlig
Reklamerne om Stofas marketingmand sendes i den bedste sendetid på landsdækkende TV. Det giver høj synlighed og højner kendskabsgraden til Stofa.
Marketing skal differentiere
Marketing skal skille sig ud – og det gør Stofa reklamerne på et afgørende punkt. Selvironien gør dem til noget særligt. De fungerer som en form for ironisk metareklame i sig selv: en reklame om reklamen. En afstandtagen til den marketing, som reklamen selv er. Vi genkender reklamens arketyper, som var det hverdagens eventyr: den smarte og uundværlige marketingmand, den nørdede udvikler og den lidt fortabte servicemand, som faktisk er den, der er tættest på kunderne. Det er selvironien og de tre arketyper, der differentierer reklamen. Og differentiering er altafgørende. For hvis ikke reklamen differentierer sig, husker vi den ganske simpelt ikke.
Marketing skal skabe emotionel commitment
Stofa reklamerne bygger altså på selvironi – og ikke mindst vores fordomme om de arketyper, som vi alle kender. Genkendelsen af typerne giver reklamerne underholdningsværdi, fordi vi følelsesmæssigt committer os til den gennem reklamens præmis, nemlig Genkendelsen af typen og ikke mindst medarbejderen i marketing: Ham der er smart i en fart – og finder på skøre marketingtiltag, som ingen andre forstår. Er vi enige i præmissen – så virker reklamen – og så er den et godt eksempel på, at marketing faktisk ikke er mange ting. Marketing er faktisk en ret simpel disciplin. Det handler om at få målgruppens opmærksomhed, skille sig ud fra de andre og skabe den følelsesmæssige samhørighed, som gør, at reklamen taler til os, så vi husker den.
Du kan se et eksempel på Stofas reklamer her:
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!